19/2 – 2018

Dag 1. Afrejse fra Danmark

Vores rejse begynder sidst på eftermiddagen i Københavns Lufthavn, hvor vi tager plads i flyet og indstiller os på en rejse henover natten.

20/2 – 2018

Dag 2. Ankomst Colombo og videre til Sigiriya

Vi ankommer til Sri Lankas hovedstad Colombo om formiddagen. Når vi er kommet igennem paskontrollen og har fået vores baggage, venter bussen på os for at køre os ca. 180 km ind midt i landet. Vores bestemmelsessted er byen Sigiriya, som ligger omkring en dramatisk klippe, der skyder lodret op af det ellers flade landskab. Her har vi tre overnatninger og dermed en god og rolig begyndelse på vores eventyr.

Vi stopper undervejs for at spise frokost i Kurunegala og regner med at være fremme på hotellet sidst på eftermiddagen. Herefter har vi brug for at slappe af og få rejsen ud af kroppen, så vi mødes først igen til aftensmaden og måske en drink i baren.

21/2 – 2018

Dag 3. Sigiriya, paladser og templer i Anuradhapura og safari i Minneriya

I dag skal vi stifte bekendtskab men den første af en længere række seværdigheder, der er anerkendt af UNESCO som verdensarv. Vi kører lidt nord på til Anuradhapura grundlagt helt tilbage i 500-tallet f.Kr. Byen var fra omkring år 350 e.Kr og frem til 900-tallet hovedstad i et singalesisk-buddhistisk rige men blev herefter forladt og efterhånden dækket af regnskoven.

De engelske koloniherrer genopdagede byen i begyndelsen af 1800-tallet, og de begyndte at udgrave et stort antal paladser og templer, som vi kan nyde synet af i dag. Blandt Anuaradhapuras overflod af seværdigheder ligger der otte hellige steder (Atamastana), som Buddhaen besøgte på sine tre besøg i Sri Lanka. Anuradhapura er derfor i dag et yndet pilgrimssted for både srilankanske og udenlandske buddhister, og nogle af stupaerne siges at indeholde relikvier fra Buddhaen selv. Den ældste stupa er Thuparama, som stammer helt tilbage fra år 200 f. Kr. og indeholder et stykke af Buddhaens kraveben.

Pilgrimmene klæder sig i hvidt og holder jævnligt ceremonier mellem templerne, så måske er vi heldige at være vidne til en af dem.

Vi ser bl.a. resterne af det såkaldte Bronzepalads, som består af 1600 stensøjler, der oprindeligt dannede underetagen af en 9-etager høj bygning og dermed vidner om datidens solide håndværkertradition. Vi besøger også verdens ældste kendte træ, et botræ, som er mere end 2000 år gammel, og som har haft særligt udpegede vogtere gennem alle tider. Det er naturligvis helligt, og også her vil vi formentlig se pilgrimme, der bringer offergaver til træet.

I løbet af eftermiddagen laver vi et sceneskift, og resten af dagen står nu i naturens og safariens tegn. Vi kører til Minneriya National Park, som især er kendt for sine store elefantflokke. Midt i parken ligger en stor kunstigt anlagt sø, Minneriya Tank, som stammer helt tilbage fra det 3. århundrede. Søen tiltrækker elefanter fra hele den nordøstlige del af Sri Lanka, og til tider er flokke på op mod 200 elefanter samlet i parken, hvilket ikke ses noget andet sted i verden. Vi kan dog ikke forvente at se helt så store flokke på den årstid, hvor vi besøger parken, men mindre kan også gøre det.

Vi tager plads i 4-hjulstrækkere og kører ud i den 89 km2 store park. Ud over elefanter kan vi forvente at se en lang række vadefugle, forskellige hjorte, aber, bøfler og måske endda en krokodille. Hvis vi tilsmiles ekstraordinært af heldet, kan vi se en leopard – de viser sig sjældent, men de er der!

Vi er tilbage på vores hotel i Sigiriya først på aftenen, og vi spiser middag sammen på hotellet.

22/2 – 2018

Dag 4. Sigiriya, Rock Fortress og Polonnaruwa

Sigiriya byder på et stykke enestående UNESCO-verdensarv, som anses for at være et af landets mest spektakulære syn: en fæstning bygget i år 477 på toppen af en 200 meter høj klippe. Selve toppen er vanskelig, men ikke umulig, at nå, og man går med så langt op, som man orker. Belønningen er en pragtfuld udsigt over området.

Ved foden af klippen ser vi rester af paladser og templer i smukke haveanlæg, som er nogle af de ældste anlagte haver i Asien.

Herefter skal vi opleve landlig idyl, og vi tager plads i en oruwa – en traditionel bådtype, som ses overalt i Sri Lanka. Vi sejler ud mellem tusindvis af smukke lotusblomster, til vi når frem til en landsby, hvor vi spiser en lokal frokost.

Med fyldte maver sejler vi tilbage igen for at køre videre til dagens andet højdepunkt, oldtidsbyen Polonnaruwa, som var kongelig residensby fra ca. år 700 til år 1200. Det er vel overflødigt at nævne det, men byen er selvfølgelig på UNESCOs liste over verdensarv.

Vi går tur mellem velbevarede ruiner af templer, paladser og rigtigt mange smukke siddende, liggende og stående buddhastatuer fra svundne tider, hvor området var landets religiøse og handelsmæssige centrum. Byen er også kendt for sit kunstvandingssystem, som var meget raffineret for sin tid, og som stadig er i brug. Det var kunstvandingen og dermed et driftigt landbrug, der sikrede byens økonomi. En af byens konger byggede således 156 dæmninger og en lang række kanaler.

På vej tilbage til Sigiriya besøger vi et værksted, som fremstiller traditionelt træskærerarbejde. Om aftenen spiser vi igen middag sammen på hotellet.

23/2 – 2018

Dag 5. Sigiriya – Kandy med stop i Dambulla

Efter morgenmaden tjekker vi ud fra hotellet og kører til et af Sri Lankas smukkeste templer, det UNESCO-beskyttede Golden Rock-tempel i Dambulla, som har en imponerende samling af buddhastatuer i alle afskygninger gemt i mægtige klippehuler. Vi ser de vigtigste af de i alt 80 huler og møder bl.a. en 14 meter lang liggende Buddha og mange smukke vægmalerier. De mørke huler oplyses sparsomt men smukt.

Inden vi når frem til Kandy, besøger vi Matale Spice Garden, hvor vi spiser frokost og går en tur. Her introduceres vi til en række af de krydderier, der dyrkes i Sri Lankas behagelige klima. Det var portugiserne, som kom til det daværende Ceylon i det 16. århundrede og satte dyrkningen af og ikke mindst handlen med krydderier i system.

Vi er fremme i Kandy i løbet af eftermiddagen, og inden vi tjekker ind på vores hotel, skal vi besøge et værksted, som fremstiller smykker af forskellige smukke ædelstene, som Sri Lanka er meget rig på. Landet har store forekomster af bl.a. safirer og rubiner, men også mindre kostbare stene som amatyst og topas og ikke mindst månesten, som er helt særlig for Sri Lanka. Her er en ideel mulighed for shoppe en unik souvenir til rimelige priser.

Efter tjek-ind spiser vi middag sammen på hotellet.

24/2 – 2018

Dag 6. Kandy, byrundtur med tuk-tuk og Temple of the Tooth

Kandy var Sri Lankas hovedstad i det singalesiske kongedømme fra 1300-tallet og frem til 1815, hvor byen som den sidste bastion måtte give efter for britisk kolonisering. Byens indbyggere føler sig stadig meget stolte over deres kongelige herkomst og er muligvis en smule overlegne i forhold til resten af landet. Vi kan dog ikke forvente andet end venlighed, hvor vi kommer frem.

Vi kører en fornøjelig tur ud i byen i tuk-tuk, først til et udsigtspunkt, hvor vi kan orientere os, og derefter rundt til byens seværdigheder. Højdepunktet er naturligvis det UNESCO-beskyttede Sri Dalada Maligawa, også kendt som Tandens Tempel, der ligger ved bredden af Kandys kunstigt anlagte sø. Det oprindelige tempel blev bygget i 1600-tallet som en del af det kongelige palads og er i øvrigt et vigtigt pilgrimssted for buddhister fra hele verden.

Det er en stor oplevelse at gå rundt i templets overdådigt dekorerede gange og sale, som indeholder kostbare gaver doneret af bl.a. japanske og thailandske buddhister. Centralt i templet, under et forgyldt tag, ligger selve det kammer, hvor det hellige relikvie, et stykke af Buddhaens tand, ligger godt beskyttet i syv ædelstensbelagte skrin. Det siges, at tanden blev snuppet fra Buddhaens ligbrænding i Indien i år 483 før vor tidsregning og smuglet til Sri Lanka.

Efter templet går vi en tur i byen og spiser frokost sammen, og resten af dagen er til fri disposition – man kan eventuelt slappe af ved hotellets pool. Om aftenen er det muligt mod tilkøb at se et danse- og trommeshow bygget op omkring singalesisk kultur med smukke kostumer, ild og andre effekter. Rejselederen koordinerer denne ekstra udflugt i løbet af rundrejsen.

25/2 – 2018

Dag 7. Kandys botaniske have og med tog mod Nuwara Eliya, landets te-hovedstad

I dag skal vi besøge Kandys botaniske have, som i sin tid kun var åben for den kongelige familie, men i dag er den et yndet udflugtssted for især unge kærestepar. Det forholdsvis kølige klima her i højlandet er perfekt til en botanisk have, og den har da også en stor samling på over 300 arter af orkideer, imponerende høje palmer og interessante krydderier og planter, der også anvendes som lægemidler.

Herefter rejser vi videre mod syd, og første del af dagens rute frem til Nanu Oya tilbagelægges med tog. Vi tager plads i kupeen og nyder en bumletur gennem højlandet. Toget kører langs bjergsiden, og vi har udsigt først til teplantager og små landsbyer og sidenhen til eukalyptusskove og vandfald.

Vi er fremme i Nuwara Eliya, også kendt som Sri Lankas te-hovedstad, i løbet af eftermiddagen, og herefter slapper vi af på vores dejlige hotel.

26/2 – 2018

Dag 8. Nuwara Eliya, vandring i teplantage og rundt i byen

Dagen begynder tidligt med en let vandretur i morgendisen, mens fuglene vågner, og solens første stråler sender et gyldent lys ud over det bakkede landskab, som naturligvis er beplantet med tebuske. Vi går en times tid og samler appetit til morgenmaden, som vi efterfølgende indtager på hotellet.

Herefter skal vi besøge Pedro Tea Estate. Sri Lanka er verdens 3. største producent af te, og teen spiller selvsagt en uhyre vigtig rolle i landets økonomi. Man regner med, at teproduktion og –salg beskæftiger over 1 mio. mennesker.

Det er højlandets forholdsvist kølige temperaturer og luftfugtigheden, der gør området omkring Nuwara Eliya velegnet til teproduktion. Englænderne introducerede tedyrkningen i Sri Lanka i 1800-tallet, og de importerede i den anledning tusindvis af tamiller fra Sydindien til at udføre det hårde arbejde i markerne. Vi får en indføring i processen fra jord til bord, og mon ikke også vi bliver budt på en smagsprøve af produktionen.

Efter frokost, som indtages tilbage på vores hotel, går vi en tur i Nuwara Eliya og indsnuser engelsk landsbystemning mellem de hyggelige huse og velfriserede haver. Byen er kendt som Lille England, fordi den i kolonitiden fungerede som en såkaldt hill station, som man tog op til, når det blev for varmt i Colombo. Dagens program slutter med traditionel engelsk High Tea på byens fine gamle Grand Hotel. Her kan vi stritte med lillefingeren, mens vi sipper te og spiser agurkesandwich, scones med flødeskum og andet godt.

27/2 – 2018

Dag 9. Nuwara Eliya – Tissamaharama ved Yala National Park

I dag går turen ad margueritruten til Tissamaharama ved den store Yala National Park, hvor spændende dyreoplevelser venter os. Det er en god ide at gå tidligt i seng, da vi skal tidligt op for at køre på game drive i nationalparken.

28/2 – 2018

Dag 10. Yala National Park, game drive og videre til Mirissa ved kysten

Vi bliver vækket, mens det stadig er mørkt, og får en madpakke med fra hotellet, som vi indtager sammen med en kop kaffe eller te i jeepen. Vi kører nu på game drive ud i den sprøde og kølige morgenluft for at se dyrene stå op.

Nationalparken er omkring 1.200 km2 stor og består af udstrakte skovområder og græsarealer. I det område af parken, som vi besøger, kan vi bl.a. møde elefanter, som der er omkring 300 af, og den søde læbebjørn (Baloo fra Junglebogen). Der er også mange krokodiller, bøfler, sambarhjorte, påfugle i al deres pragt og masser af aber, der svinger sig i trækronerne.

Er vi ualmindeligt heldige, så ser vi en leopard! Der menes at være 25 af dem i den del af parken, som vi besøger, og de viser sig mest fra februar til juli. Faktisk regnes parken for at være et af de steder i verden, hvor der er størst chance for at se en leopard.

Efter et par timer eller tre i nationalparken går turen ud mod kysten. Vi spiser frokost på vejen, inden vi indlogerer os på vores hotel på stranden. Det er nu blevet tid til at sænke tempoet og fordøje de mange oplevelser.

1/3 – 2018

Dag 11. Mirissa, evt. hvalsafari

Hele dagen er til fri disposition på stranden. Palmerne hænger dovent ud over stranden, og liggestolen eller hængekøjen er klar til dem, der har lyst til at nyde solen eller læse en god bog i skyggen.

Har man mod på flere oplevelser, så er en hvalsafari et rigtigt godt bud her. Mirissa er kendt som det bedste sted i Sri Lanka til at spotte blåhvaler, og det er muligt at tilkøbe en tur ud på havet for at møde dette verdens største pattedyr. Turen koster ca. 30 EUR og købes hos rejselederen.

En blåhval kan blive op til 30 meter lang og veje 170 tons. Det bedste tidspunkt at se dem er fra december til april, og de svømmer oftest alene, medmindre hunnen har unger. Som en bonus på en blåhvalsafari er der gode chancer for også at se de mindre kaskelothvaler, og delfinerne er aldrig langt væk i dette farvand.

2/3 – 2018

Dag 12. Mirissa – Galle

Vi står op og spiser en sidste morgenmad ved havet. Herefter tjekker vi ud fra hotellet og tager plads i bussen. Vi har to stop, inden vi når frem til lufthavnen.

Første stop er i Galle på sydvestkysten, en fin by som er præget af både en umiskendelig asiatisk atmosfære og af de portugisiske og hollandske koloniherrer, som herskede her fra det 16. århundrede og fremad. Byens fort, som hollænderne byggede i 1663, er udråbt til UNESCO-verdensarv. På grund af dette fort var Galle i det 17. århundrede Sri Lankas vigtigste havneby og et vigtigt stoppested for skibe, der sejlede mellem Europa og Asien. Vi spiser en afskedsfrokost sammen i Galle og vinker herefter farvel til dem, der har valgt at forlænge rejsen med nogle dage ved stranden i Beruwala.

Næste stop er i hovedstaden Colombo. Også denne by har et fint fort og en del andre smukke levn fra kolonitiden. Vi ser byens højdepunkter, inden vi kører vi mod lufthavnen og tjekker ind på flyet tilbage mod Danmark.

3/3 – 2018

Dag 13. Galle

På egen hånd.

4/3 – 2018

Dag 14. Galle

På egen hånd.

5/3 – 2018

Dag 15. Galle – Beruwala

I følges med gruppen til Galle, hvor vi ser byens højdepunkter inkl. det hollandske fort bygget i 1663, som er UNESCO-verdensarv. I spiser frokost sammen med hele gruppen, inden I køres ud til stranden ved Beruwala og indlogeres på et dejligt hotel. Bemærk, at forlængelsen er uden dansk rejseleder.

Tid til afslapning ved poolen, på stranden, under palmernes skygge med en god bog, og tid til at samle tankerne og fordøje rejsens mange oplevelser.

På dag 15 tjekker I ud fra hotellet og kører til Colombo, hvor en engelsktalende lokalguide viser jer et par højdepunkter, inden I køres til lufthavnen og påbegynder hjemrejsen.

6/3 – 2018

Dag 16. Ankomst til Danmark

 


0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *